Libertad

Emma Goldman var født i 1869 i Rusland, som 15-årig emigrerede hun, sammen med sin søster, til Rochester i USA. Der arbejdede hun som syerske i en stor systue i ti timer om dagen for 2,5 dollars om ugen. Da hun bedte om lønforhøjelse blev det afvist og hun fandt arbejde på en anden og mindre systue. Der mødte hun og forelskede i Jacob Kershner, en arbejder der delte hendes passion for bøger, de blev kort efter gift, hvilket skulle vise sig vigtigt i hendes senere liv, da Jakob var amerikansk statsborger, og derfor blev hun også statsborger. Forholdet gik dog hurtigt i stykker, da Jakob var impotent og et år efter blev de skilt.

Med kun fem dollars på lommen og sin symaskine tog hun til New York City i 1887 for at slutte sig til den anarkistiske bevægelse, som hun var kommet i kontakt med i Rochester efter Haymarket massakren.

Haymarket Massakren den 4. maj 1886 var en demonstration til støtte for 8 timers arbejdsdagen, i Chicago mødtes de på Haymarket Square, da politiet forsøgte at opløse demonstrationen blev der kastet en rørbombe mod dem, en betjent døde, den følgende ildkamp førte til 8 dræbte politibetjente og et ukendt antal dræbte civile. Flere arbejdere var bevæbnet men de fleste betjente blev dræbt ved ”Friendly Fire”. Efterspillet var en voldsom undertrykkelse af den anarkistiske bevægelse og 7 anarkister blev dømt og henrettet for mordet på den betjent der blev dræbt af rørbomben. Det havde stor betydning for Emma Goldmans fremtidige arbejde inden for den anarkistiske bevægelse

I New York kom hun hurtigt i kontakt med Alexander Berkman og Johann Most begge fremtrædende anarkister. Johan Most var redaktør for et tysk sproget anarkistisk tidsskrift der hed ”Die Frieheit”. Most indså hurtigt Goldmans potentiale og hun blev sendt ud for at holde offentlige taler til støtte for den anarkistiske sag. Hun følte hurtigt at hun blev behandlet som en papegøje der bare gentog Mosts holdninger og hun brød med ham og sluttede sig til et andet tidsskrift, ”Die Autonome”.

Alexander Berkman var Goldmans elsker og sambo og trods et turbulent forhold, var de venner gennem hele livet.

Goldman var i 1892 med til at arrangere et attentat mod direktøren for Carnegie Steel Company, Attentatet var ment som hævn mod firmaets angreb på strejkende arbejdere, hvor flere blev dræbt. Alexander Berkman blev valgt som attentatmanden og brød ind på direktørens kontor og skød ham 3 gane stak ham en gang i benet med en kniv, han overlevede, og i modsætning til hvad Berkman og Goldman havde troet, sluttede arbejderne sig ikke til angrebet, men tæskede Berkman og han blev anholdt og fik 22 år i fængsel. Goldman blev mistænkt for at være involveret men politiet fandt ingen beviser på det, de tvang i stedet for hendes udlejer til at smide hende ud af hendes lejlighed.

Under massearbejdsløsheden der fulgte krisen i 1893 blev hun dømt for at opfordre til oprør under en demonstration i New York. Hun siger selv at hun sagde: “Well then, demonstrate before the palaces of the rich; demand work. If they do not give you work, demand bread. If they deny you both, take bread.” Mens politiet agenter påstod at hun opfordrede til at tage alt fra de rige. Hun blev idømt et år på Blackwell’s Island Penitentiary, hvor hun brugte meget af sin tid på infirmeriet og blev venner med læge og begyndte at studere medicin.

Efter sin løsladelse drog Goldman til Europa for at læse til jordmoder, og her mødte hun flere fremtrædende anarkister her i blandt Pjotr(Peter) Kropotkin. Hun færdiggjorde sin uddannelse i Wien og drog tilbage til New York hvor hun arbejdede som jordmoder i de fattige områder hvor at andre ikke ønskede at arbejde. Dette arbejde førte til at hun opdagede behovet for fødselskontrol, som hun senere i livet helhjertet støttede.

I 1901 skød Leon Czolgosz den amerikanske præsident Mckinley, han døde 8 dage senere af sine sår, Leon Czolgosz var en sindsforvirret ung mand, han havde ganske kort været i kontakt med Emma Goldman, han havde deltaget i en af hendes oplæg, købt en bog og gået med hende til togstationen. Goldman havde også skrevet et forsvar for ham da han var blevet hængt ud som politispion og voldsfascineret i den anarkistiske presse. Goldman blev tilbage holdt og mistænkt for at have været involveret, men det blev senere afvist og hun blev frigivet efter 14 dages varetægtsfængsling. Før McKinley døde tilbød Goldman at yde sygepleje, for som hun sagde, var han blot et menneske i nød. Selv om det ikke blev bevist at den anarkistiske bevægelse var involveret var hændelsen med til at rykke den radikale bevægelse i USA fra anarkismen over til socialismen. (på dette tidspunkt var socialisme og anarkisme ikke defineret på samme måde som i dag).

Kort tid efter McKinley attentatet blev Anarchist Exclusion Act vedtaget, den gjorde det lovligt at afhører alle immigranter om deres politiske holdninger og udelukkede specielt dem: “who disbelieves in or who is opposed to all organized government, or who is a member of or affiliated with any organization entertaining or teaching such disbelief in or opposition to all organized government”, Dette så Goldman og mange andre som et brud på ytringsfriheden og hun var med til at starte free peech bevægelsen der forsvarede en engelsk anarkist ved navn John Turner som der senere blev udvist for at være anarkist. Loven blev generelt brugt til at holde uønskede elementer ude af USA.

I 1906 Goldman oprettede sit eget tidsskrift for at skabe ”et sted hvor at unge idealister kunne udtrykke sig gennem kunst og breve”. Hun kaldte det for ”Mother Earth”. Mother Earth udgav tekster fra anarkister fra hele verdenen og genudgav tekster fra Pierre-Joseph Proudhon, Peter Kropotkin og Friedrich Nietzsche. Goldmans egne tekster omhandlede anarkisme, politik, ateisme, seksualitet og feminisme.

Samme år kom Alexander Berkman ud af fængslet som en mand på sammenbruddets rend, han kom på fode igen da han fandt ud af at Goldman var blevet anholdt. Hun var blevet anholdt sammen med en gruppe aktivister der var samlet for at diskutere Leon Czolgosz.

De næste ti år arbejdede rejste Goldman rundt og holdt oplæg om anarkisme, hun arbejdede også sammen med andre fortalere for fødselskontrol. Hun blev anholdt for at bryde comstock lovene. Disse love forbød udgivelse utugtigt materiale, og opfordring til utugt, dette omhandlede også fødselskontrol. Hun nægtede at betale bøden og brugte to uger i et tugthus, hvor hun efter eget udsagn brugte tiden på at genskabe kontakten med samfundet udstødte.

Da USA gik ind i 1. verdens krig i 1917 blev der udskrevet en generel værnepligt for folk mellem 21 og 30. Goldman og Berkman var modstandere af deltagelsen i krigen og værnepligten. De arrangerede derfor en antiværnepligts forening, som sagde: ”We oppose conscription because we are internationalists, antimilitarists, and opposed to all wars waged by capitalistic governments.”

Hun og andre blev anholdt for at opfordre folk til ikke at lade sig registrere til værnepligt, uner hendes og Berkmans forsvar, som hun selv stod for sagde hun ” We say that if America has entered the war to make the world safe for democracy, she must first make democracy safe in America. How else is the world to take America seriously, when democracy at home is daily being outraged, free speech suppressed, peaceable assemblies broken up by overbearing and brutal gangsters in uniform; when free press is curtailed and every independent opinion gagged? Verily, poor as we are in democracy, how can we give of it to the world?”

De blev idømt en bøde på 10.000 dollars, to års fængsel og muligheden for at blive deporteret efteer aftjent fængselsstraf. Goldman kaldte to års fængsel for at stå fast på sine principper for en lille pris at skulle betale.

I fængslet samarbejdede hun med en socialist og en anden anarkist for at gøre forholdende bedre for de indsatte. Hun blev løslad den 19. september 1919. På grund af frygten for en rød revolution fik J. Edgar Hoower Goldman og Berkman udvist til Rusland. Han ønskede ikke to så farlige anarkister som del af samfundet.

Goldman så det revolutionære Rusland som: ”the most fundamental, far-reaching and all-embracing principles of human freedom and of economic well-being”. Men der gik ikke lang tid før at hun opfattede at der var noget galt. Kort efter ankomsten hørte hun et højtstående medlem af kommunist partiet omtale ytringsfrihed som en borgerlig overtro.

Pga. den russiske borgerkrig frygtede hun både de hvides fremgang, men også staten. Som hun sagde, ”jeg vil aldrig i mit liv arbejde inden for statens grænser, om den er bolsjevistisk eller ej!” mens hende og Berkman rejste rundt i Rusland mødte de korruption og undertrykkelse og ikke den lighed og arbejdermagt som de havde drømt om. Folk der modsagde regeringen blev behandlet som kontrarevolutionære. Under et møde med Lenin gjorde de opmærksom på disse misforhold, men Lenin sagde at der ikke kan findes ytringsfrihed i en revolutionær situation.

Da arbejdere gik på gaden i 1921 for bedre rationer og en mere uafhængig fagforening støttede Goldman og Berkman dem, for i deres øjne var det:” umuligt i denne situation at forholde sig stille, ja endda kriminelt.” Da oprører spredte sig til Kronstad og det blev brutalt blev slået ned af den Røde Hær under ledelse af Lev Bronstein(Leon Trotskji) gik det op for dem at de ingen fremtid havde i Rusland og de flygtede ud af landet.

Der er meget mere at fortælle om hendes liv men det kommer til at blive en kort opsummering af hendes oplevelser og aktiviteter efter hun flygtede fra Rusland.

Hun boede i en række lande, Letland, Tyskland, England, Frankrig og Canada, alle steder var hun under konstant trussel for at blive udvist. Men hun endte sine dage i 1940 i Canada. Hun havde kort deltaget i den spanske borgerkrig, dog ikke som soldat men som medlem af den anarkistiske enklave i Barcelona, hun nåede derfor i sit liv at leve i et samfund styret af de anarkistiske principper, og hun sagde at disse samfund for altid ville afvise ideen om at anarkisme står for kaos.

Holdninger

Emma Goldman var mod statsstrukturer som hun så som undertrykkende for mennesket mulighed for at udtrykke sig selv. Hun arbejdede for ytringsfrihed og forsamlingsfrihed over alt hvor hun kom. Hun kæmpede for kvinders ret til fødselskontrol, hun så abort som den tragiske konsekvens af de sociale for hold. Hun troede på fri kærlighed og hun var stærk kritiker af ægteskabets borgerlige rammer. Hun var modstander af puritanismen, også når den gav sig til udtryk i hendes mandlige anarkistiske venner. Som hun sagde da hun blev bedt om ikke at danse så vildt til et arrangement, fordi at det var usømmeligt: ”hvis ikke man kan danse i jeres revolution, så vil jeg ikke være med”.

Hun var modstander af fængsler, for hun så kriminalitet som konsekvensen af uretfærdigt økonomisk system. Hun kæmpede for lighed mellem racer!

Hun var født ind i en jødisk familie men var ateist og skrev meget om emnet. Som hun sagde: “Consciously or unconsciously, most theists see in gods and devils, heaven and hell, reward and punishment, a whip to lash the people into obedience, meekness and contentment.… The philosophy of Atheism expresses the expansion and growth of the human mind. The philosophy of theism, if we can call it a philosophy, is static and fixed”

Hun støttede som en af de få i sin tid, ja måske den eneste i USA, homoseksuelles rettigheder, og mente at den sociale befrielse også skulle gælde for bøsser og lesbiske. Som hun skrev i et brev: ” It is a tragedy, I feel, that people of a different sexual type are caught in a world which shows so little understanding for homosexuals and is so crassly indifferent to the various gradations and variations of gender and their great significance in life”. Hvis man læser den sætning kan hun måske endda kaldes for den første Queerfeminist.

Kilder:

Emma Goldman:” anarkistiske erindringer”

http://en.wikipedia.org/wiki/Emma_Goldman

Så fik regeringen den, Lømmelpakken, og med et trylleslag blev vi til en bananrepublik.

Alle demonstranter er nu kriminaliseret hvis politiet lige føler for det. For en politibetjents vidneudsagn er mere værd en alle andre tilstedeværende, det har vi set før i forhold til Ungdomshuset. Der blev over 40 mennesker varetægtsfængslet fordi en politibetjent mente at have set dem alle sammen kaste med sten, at han ikke var tilstede da stenene blev kastet og han ikke havde underskrevet sit udsagn, ja, det betyder faktisk ikke noget for dommeren. De fleste blev da også frifundet senere.

Under Lømmelpakken gør det meget nemmere for politiet, for med Lømmelpakken er alle der opholder sig i et område, hvor at politiet mener at der er uro, kriminelle. For det er politiet der bestemmer, så simpelt er det. En demonstration er i sig selv en forstyrrelse af den offentlige ro og orden, det er det der er ideen med en demonstration. Og politiet bestemmer hvornår det bliver for meget for dem.

Jeg har oplevet en demonstration blive opløst, blot fordi den var uanmeldt, vi var ikke til gene for folk, som faktisk syntes det var både sjovt og hyggeligt. Men en politibetjent, som der indtil det øjeblik havde opført sig upåklageligt, river pludseligt et banner ud af hænderne på to unge og ikke særligt store piger, og erklærer derefter demonstrationen for opløst(faktisk var der tale om en ulovlig konfiskation, da banneret blev taget før at demonstrationen var opløst). Den dag var jeg så fræk at minde politiet om, både at vi har en grundlovssikret ret til at samles ubevæbnet under åben himmel, og at han skal sige at demonstrationen er opløst tre gange! I dag ville jeg kunne blive anholdt for at blive ved med at opholde mig i området efter at det første gang blev sagt at demonstrationen var opløst.

Politiet har med lømmelpakken fået en blankocheck af politikerne. Faktisk har de i lang tid kunnet gøre som de passede sig, med mindre det handlede om at de ikke kan styrer budgetterne, for Justitsministeriet har dannet et standard svar på anklager om overgreb fra politiets side. og svaret lyder:” Det var de Autonome/perlernes egen skyld at de fik tæsk, ja faktisk syntes jeg at politiet ikke gik hårdt nok til værks!”

Dette sammensat med at en betjents ord altid ligger over en almindelig borges, har gjort at vi de sidste år ikke har været meget retssikkerhed hvis man har ønsket at demonstrere. Lømmelpakken gør det endnu værere!

Alle indvandrere er muslimer, og racisme er i virkelighed muslimhetz og islamofobi uanset den etniske, religiøse eller kulturelle oprindelse personen, der bliver udsat for racisme,  har!

Sådan kunne man godt forestille sig at man ville høre fra dele af venstrefløjen, ja jeg har endda hørt folk på venstrefløjen påstå at alle muslimer er undertrykte og vi derfor skal støtte dem, ja, netop fordi vi er socialister skal vi støtte dem. Men for nogle bliver alle indvandrede eller efterkommere til muslimer.

Det må være irriterende som et ung progressivt menneske “af anden etnisk baggrund end dansk” at komme til venstrefløjen, hvor at de må have håbet på at de netop ikke ville blive sat i bås, og så blive mødt med den antagelse at de er muslimer. ja, det kan jo godt være at de rent faktisk opfatter sig som muslimer, men de kan jo også være ateister, kristne eller noget helt tredje. Faktisk har jeg oplevet at en kammerat af armensk oprindelse, armenere er hovedsagligt kristne, men denne kammerat er ateist, blive sat i bås af et medlem af Enhedslisten som muslim. Hvilket fik ham til at finde andet sted at ligge sit arbejde.

Det må vores opgave på venstrefløjen at give unge kammerater et sted hvor at de ikke bliver dømt på deres udseende, det bliver de sgu nok i hverdagen. Desværre er der folk på venstrefløjen som jeg vil betegne som racister, der er folk der behandler folk forskelligt pga af deres etniske oprindelse. De gør det måske med de bedste hensigter, men det er stadig racisme.

Jeg er antiracist, det er sikker og vist. Jeg prøver ikke at behandle folk ud fra fordomme om deres udseende, selv om det er svært. Jeg prøver at behandle folk ud fra deres holdninger og person, jeg møder folk “af anden etnisk oprindelse” med samme indgangsvinkel som jeg møder folk af etnisk dansk oprindelse. Det ser jeg som antiracisme, og jeg mener at det er det bedste vi kan gøre for at gøre flere aktive på venstrefløjen, men det kræver at vi alle møder alle med den samme holdning.